Baby velkomst kuffert

Indlægget indeholder reklame/affiliate links. Klik på linkene og kom direkte til omtalte opskrifter og materialer.

En helt særlig lille dreng og nyt medlem i min yndlingsmenneske-klub er kommet til verden denne sommer. Det har jeg og mine hæklenål forberedt mig på siden nytårsaften, hvor mine bedste venner breakede nyheden om endnu en ladning i baby-boomet ;)

Det blev til en velkomst-kuffert fuld af garnlækkerier, der kan gøre hans første tid lidt lunere og sjovere..

Babysvøb

Tæppet er hæklet efter Pernille OJs opskrift

Jeg har hæklet det i Hjertegarn Ekstrafine Merino 150 uld, som også er det Pernille anbefaler og forhandler på hendes webshop.

Jeg har sat små mærker på tingene, så forældrene ved hvad det er lavet af og om/hvordan det kan vaskes. Jeg har købt manilla-mærkene i Søstrene Grene, men rito.dk har dem også hvis der alligevel skal shoppes garn.

Bamse

Den bløde brune bjørn er blevet min signatur-bamse og velkomstgave til alle i yndlingsmenneske-klubben :) Jeg er pt. i gang med nr. 9 #babyboooooom

Den er hæklet efter opskrift fra Maja Hansens bog Herlige hæklede dyr. Jeg er generelt meget begejstret for Majas opskrifter, men specielt for dem i denne bog, da de har minimal eftermontering, Bamsernes lemmer hækles simpelthen sammen efterhånden. Det giver et fint færdigt og harmonisk look og så er man fri for det kedelige sy-arbejde.

Jeg hækler bjørnen i dobbelttråd, derfor bliver den også større end opskriften oplyser.

Jeg har anvendt Stof&Stils Wool Blend (70% uld – 30% polyamid) – men med lanceringen af deres nye garnsortiment/brand, FREYA er den brune farve desværre udgået. Krise!! Så nu skal jeg til at finde nyt garn til signaturbamsen..

På min Instagramprofil @cicitivemini viser jeg også en jeg har lavet i velourgarn – den blev rigtig stor :D

Maja Hansen er forfatter til flere bøger med mindre amigurumi figurer, bla. en med uhyggelige/halloween figurer og julepynt.. Det er jo ved at være tid ;) Alle hendes bøger koster bare 100 kr. stykket – der er mange opskrifter i dem og de meget nemme af følge, så bestemt pengene værd!

  

Nusseklud

Bamsehovedet er efter samme opskrift, dog lavet med enkelttråd så det er lidt mindre end den hele bjørns.

Selve kluden er hæklet i det blødeste velourgarn – bare en cirkel med stangmasker.

Jeg har brugt en seleclips til at sætte bamsehovede og klud sammen. På den måde kan det skilles fra hinanden hvis kluden trænger til at blive vasket. Seleclips bruges typisk også til suttesnore, så baby bør ikke selv kunne skille det ad.

Rangle

Ranglen (…eller hvad sådan en ring kaldes?!) er sat sammen af trækugler og hæklede bløde kugler fyldt med bamsefyld – bundet sammen med et stykke kraftig bomuldsgarn, der er trukket to gange igennem.

I den største hæklede kugle er der også en rasleboks, der giver den fine lyd.

video

Hue og futter

Både hue og futter er lavet efter Loops of Liberty opskrifter; Hjemmefutter – model A med ribskaft og Rib Djævlehue

Begge dele i den mindste størrelse.

Jeg brugte et nøgle 100% Alpakka fra Mayflower som jeg havde på lager, men som desværre er udgået og der var LIGE PRÆCIS ikke nok i et nøgle. Så må man jo være lidt kreativ og finde på alternativer.. Jeg havde en rest bomuldsgarn i samme farve, så bunden af futterne er i bomuld og resten i uld. Sådan kan man også rydde lidt ud i resterne og samtidig sørge for varme tæer og ører :)

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *