FIMO-LER BORDKORT

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Som lovet kommer her et indlæg om borddækningen til flødebollefesten :) Jeg ville gerne ha’ noget specielt, men alligevel afdæmpet fordi både den særlige dug og mine tallerkner i forvejen har lidt spræl – og så skulle det jo selvfølgelig være hjemmegjort. Til en fest med en blandet venindeflok fra to studier, rideskoler, kusiner og hvor jeg ellers kender dem fra var det oplagt med en velsammensat bordplan og dermed muligheden for at lave fine personlige bordkort… Hm, hvilke bordkort er ikke personlige? :p

Dugen..! Som faktisk overhovedet ikke er en dug, men Bjørn Wiinblad bomuldsstof beregnet til sengelinned. Når man kender mig, ved man, at jeg er svært begejstret for Wiinblad – specielt det originale. Det fine lyseblå stof er i den grad originalt – det stammer nemlig fra min mormors bedsteveninde. Hun fik aldrig selv  børn og derfor var hun og hendes mand som et ekstra sæt bedsteforældre. Stoffet dukkede op da vi for mange år siden tømte deres hus og hjalp dem med at flytte. Havde vi bare kunnet se ind i fremtiden, havde vi nok tænkt en ekstra gang inden alle mulige andre fantastiske retrofund røg direkte i containeren :( Heldigvis fik Wiinblad stoffet lov at overleve og har ligget helt stilfærdigt i min mors skab siden. Når man som jeg er ung og normalt kun besidder et lille firemands-spisebord så ligger man ikke inde med en dug, der passer til et selskab på 12, så derfor måtte jeg være lidt kreativ og så dukkede den lyseblå Wiinblad drøm op i min bevidsthed. Det var bare så fint og helt unikt. Nu er rødvins- og karrypletter vasket væk og det er klar til sammen med resten at blive omdannet til fire sengesæt – det vil jeg gerne drømme svøbt ind i.

Tallerknerne er arvet fra min mormor og på den både passede det bare ekstra fint sammen. Det er blå Koka fra Rörstrand og er det smukkeste stel der findes med blå maling (…host host!) Hvis nogen har gode tips til hvor jeg kan købe flere dele til, tager jeg imod med kyshånd. Jeg har nemlig kun én middagstallerken :/ Heldigvis passede frokosttallerkner fint til ristaffel :)

De kombinerede bordkort og servietringe er lavet i fimo-ler. Jeg har lavet en lille step-by-step guide, som jeg håber giver mening. Fimo-ler er let at arbejde med – det kræver ikke avanceret værktøj og skal bare hærdes i almindelig ovn.

Du skal bruge:

  • Fimo-ler (Jeg har købt mit i Panduro Hobby)
  • Rulle (Der findes specielle til fimo-ler eller fondant. Det duer ikke rigtig at bruge mad kageruller – jeg brugte en glat glasvase. Det fungerer upåklageligt)
  • Udstikker/rund form (Jeg har brugt et shotsglas – sådan er jeg…)
  • En skarp kniv
  • Et sugerør
  • Bagepapir
  • Bogstavpræger (Jeg har købt mit sæt på dinkage.dk, men har set at de i øjeblikket også har lignende i både Søstrene Grene og Tiger)

  1. Lun, blødgør og ælt leret i hænderne og tril til en kugle. Jeg fik seks cirkler ud at en pakke ler. Det er nemmere, at arbejde med én cirklen af gangen, end at rulle hele pakken ud og skære seks cirkler ud. Det er nemt at styre tykkelsen ved at rulle til kugle først.

  1. Rul det fladt
  2. Udstik/skær efter form

  1. Skær kanten ren og gør overfladen fin. Det kan fint gøres med fingerspidsen, men pas på ikke at sætte fingeraftryk.
  1. Præg navnet ned i leret. Med mit bogstavsæt fulgte en skinne så bogstaverne sidder pænt lige og med pænt mellemrum. Husk at navnet skal laves spejlvendt i skinnen :) Ret evt. overfladen hvis skinnen sætter mærker og husk at skrabe ler af bogstaverne mens det er blødt, det kan nemlig godt misfarve hvis du vil lave med andre farver ler.

Det er her man lidt forbander veninder med lange navne.. Anne Louise.. Charlotte.. Helt ærligt! – så er Ida og Eva  bedre til fimo-projektet :p Det er nemlig lidt af et pillearbejde med de små bogstaver, så det er nok bedst til mindre festligheder.. Jeg var i hvert fald glad for det ikke var et bryllup jeg havde gang i bordpynt til..

Hvis du ikke har et bogstav-præge sæt og du er glad for din håndskrift kan man også bare ridse navnet. Se mit forsøg nedenfor :)

  1. Til sidst stikkes der hul til snoren i toppen. Sugerør er perfekt værktøj til det.
  1. Bag i ovnen ifølge anvisningerne på emballagen. Jeg bagte mine cirkler ved 110 oC i ca. 25 minutter. Tiden er afhængig af hvor stort emnet er så hold lidt øje med det og husk det først bliver helt hårdt når det er kølet af.

Flere af tøserne tog bordkortet med hjem og det var præcis meningen – håber det er mindet om en god fest.

Jeg har hængt mit på nogle grene og lavet nogle ekstra uden navne som passer fint sammen.

 

Se hvordan du laver dem med blandede farver hos Julie på www.therustyhome.dk og andre fine fimo-projekter hos Gabriella på www.frkhansen.dk

 

4 thoughts on “FIMO-LER BORDKORT

  1. Det er simpelthen den fineste DIY, Cille! Jeg elsker også at være vært og gøre lidt ekstra ud af blandt andet borddækningen – og de bordkort er virkelig yndige og personlige. Næste gang jeg skal have et større middagsselskab, vil jeg bestemt huske på den DIY. Tak for virkelig god inspiration :)

  2. Hejsa:-) hvor er dine bordkort fine😉 Hvor mange “runde” fik du til i en pakke? God dag til jer😉 Hilsen Luise

    1. Hej Luise! Mange tak.. Jeg fik seks ☺️ Men det kommer jo selvfølgelig an på hvor tykt du ruller det ud og får stor din cirkel er 👍🏼

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *