TRE SORTE HÆKLEDE TASKER // VELOUR, BOBLER & STOFGARN

Indlægget indeholder affiliate-links!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Nu hvor julen er godt og grundigt overstået, må det være på sin plads at vise lidt af julegaveproduktionen frem :) Indholdet i julegaver fra mig i år var nemlig snart lige så strømlinet som indpakningen. Tre styk sorte tasker til tre styk søde damer.

Selvom de alle er sorte, har samme form og ellers er helt enkle, har de ret forskellig udtryk synes jeg. Der kommer lidt mere info om garn, teknik/opskrift osv. for hver her nedenfor.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Den lille er lavet i velourgarn, som jeg har købt i……. surprise surprise Tyrkiet! Jeg har søgt nettet tyndt for noget tilsvarende i DK, men uden held, så måske er det egentlig lidt stridt at vise den frem – sorry. Jeg har fundet noget, der ligner på en tysk hjemmeside – de kalder det Chenille. Måske kender I et mærke eller butik, der har lignende? Så giv endelig tips videre!

Jeg har hæklet den på nål 6,5 og i helt almindelige fastmasker, så det bliver ret tæt og velour-strukturen dermed står rigtig frem. 25 masker svarer til ca. 18 cm for mig.

Den lille lækre sag gik til min moster, som jeg tænker vil bruge den som kosmetikpung. Jeg har også lavet nogle større clutches i samme garn, der gør sig som en ret eksklusiv og ikke mindst moderigtig gå-i-byen-taske.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Den mellemste taske er lavet i boble-teknik og i samme type garn som min zigzag-taske. Det er selvfølgelig også fra Tyrkiet….. (Måske jeg skulle begynde at købe lidt ekstra med hjem og starte et udsalg? Hvad siger I? :) ) Men den kan altså også sagtens laves i noget kraftig bomuldsgarn f.eks. det her! Jeg vil tro du skal bruge ca. tre nøgler afhængig af din hæklefasthed.

Min fremgangsmåde:

– 43 masker + en vendemaske slås op med nål 5

– En række fastmasker med nål 5

– Skift til nål 4, start med en fastmaske, *3 stgm sammen i en maske, en fm* gentag rækken ud – afslut med en fastmaske. (Bobler hækles fra vrangen)

– En række fastmasker

– Start med to fm, *3 stgm sammen i en maske, en fm* gentag rækken ud – afslut med to

– Gentag tre forrige rækker til den ønskede længde – afslut med en række fastmasker

Jeg har 22 rækker bobler og den er ca. 22 cm bred.

Man kan også sagtens bruge tyndere garn, så forøger man bare antal bobler og laver flere stangmasker i hver boble. Det har jeg gjort med den her, større bobletaske.

Den sorte bobleclutch er gået til min brors kæreste – hun har nærmest plaget om en, men den er altså også god til nøgler, iPhone, penge og hvad vi ellers ikke kan undvære uden for hjemmets fire vægge.

Den store taske er hæklet i stofgarn med nål 10. Et nøgle/en rulle bør være nok til en taske af den her størrelse. Jeg har 19 masker slået op, svarende til ca. 25 cm bred og så bare fastmasker derud af til man har en passende højde.

Kæden er købt på eBay, men har man ikke tålmodighed til det, vil jeg anbefale Læderiet – de laver også gerne specifikke mål. Jeg synes 120 cm passer godt til en crossover. Ringene på denne er fra Søstrene Grene.

Den grove og super anvendelige taske her gik til min kusine og med den har hun hænderne fri og masse af plads til sutter til hendes vidunderlige unger :)

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Orker du ikke selv at bakse med det stive stofgarn eller mangler hæklefærdighederne simpelthen, så har jeg faktisk et par stofgarn-tasker til salg. Se dem her www.cicitive.dk/cicitive-creations

Alle de tre sorte er monteret med bomuldsstof som foer og lynlåse fra Stof & Stil.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det skar lidt i hækle-hjertet at give de tre sorte fra mig, for jeg gad egentlig også godt selv at eje en af hver… Jeg må i gang igen ;) Man kan jo aldrig få for mange tasker vel? Slet ikke hæklede tasker!! :D

6 thoughts on “TRE SORTE HÆKLEDE TASKER // VELOUR, BOBLER & STOFGARN

  1. Hvor svært ville du vurdere at disse tasker var at lave for en, som aldrig har holdt en hæklenål før? Og hvis meget – laver du så tasker på bestilling? Jeg er dybt forelsket, og står desperat og mangler en ny taske, men det virker som et noget intimiderende projekt at give mig i kast med, når jeg som sagt aldrig har prøvet det før. Forudser, at den ville være færdig om 3-4 år, haha :D

    Knus
    // http://www.moonlitmadness.dk

    1. Hej Lisbeth
      Forelsket lige frem – du er sød :)

      Det er nok en god idé, lige at øve sig på noget andet i første omgang. Måske bare karklude i fastmasker ala. dem her http://cicitive.dk/haeklede-klude/
      Men den lille velour og store i stofgarn er faktisk helt basic – også bare fastmasker, så så snart du kan hækle rimelig ensartet og ikke taber masker så er det bare igang :) Det handler bare om øvelser, men man bliver altså ret nemt grebet af “bare lige én række mere”..

      Jeg kan godt overtales til at lave på bestilling. En boble-clutch til 350 kr. og en stofgarn inkl. kæde til 450 kr.
      Jeg har faktisk allerede nogle stofgarn til salg – dem kan du se her: http://cicitive.dk/cicitive-creations/ Desværre bare ikke sort..

    1. Hej Nina. Jeg har ikke klippet velour – det er færdigt garn/snor.. Udbrag af indlægget: “Den lille er lavet i velourgarn, som jeg har købt i……. surprise surprise Tyrkiet! Jeg har søgt nettet tyndt for noget tilsvarende i DK, men uden held, så måske er det egentlig lidt stridt at vise den frem – sorry. Jeg har fundet noget, der ligner på en tysk hjemmeside – de kalder det Chenille”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *