HÆKLET BUTTERFLY DELUXE

Min ”lille”bror (22 år!!) havde fødselsdag i sidste uge og han ønskede sig ca. ingenting – altså på nær grimme bukser og musik-computer-dimser, som for alvor ville udfordre min kassekredit. Jeg er stor tilhænger af hjemmelavede gaver, så selvom det blev lidt last-minute (den er lavet på dagen) fandt jeg hæklenålen frem. Jeg har før hæklet en butterfly til ham, som han faktisk har brugt. Den er helt enkel i fastmasker – både sløjfe og halsbånd (…hedder det mon det? Vuf!)

Sort haeklet butterfly

Deluxe versionen her er hæklet efter teknikken jeg flere steder har set kaldes ”grums”. Det er let – bare skiftevis fastmaske og stangmaske. Jeg er vild med det ensartede udtryk og at det ikke bliver stribet som hvis man hækler fast- og stangmasker.

Haeklet butterfly deluxe - taet

Som detalje har den på bagsiden (dvs. inde i sløjfen) fint blomstret bomuldsstof (lidt Liberty-agtig) som lige titter frem og samtidig afstiver den. Halsbåndet er lavet i det samme stof. Det er fra Stof2000s POPLIN-serie – det kan ses her! Der mange ultrafine motiver i serien – pt. et med kaktusser og et med ananasser jeg er ret vild med. Jeg bruger det også som foer i tasker og punge – jeg synes små overraskende detaljer gør håndarbejdet endnu mere unikt. Se f.eks. her.

Jeg har hæklet i merceriseret bomuldgarn fra min ynglings garn-pusher i Alanya (Tyrkiet), men det kan også sagtens fås herhjemme.

Haeklet butterfly deluxe - baand

Halsbåndet er strøget til skråbånd ved hjælp af en skråbåndsfolder og bagefter stukket på maskine. Man kan selvfølgelig også bruge andre fine (og færdige) bånd! Det lukkes med to trykknapper. Lillebror kunne selv se det smarte i to – så kan der nemlig løsnes lidt på festernes små timer.

Haeklet butterfly deluxe - knapper

Maskeantal kommer an på garn, nål og hæklefasthed. Jeg slår altid bare masker op og vurderer undervejs, men måske kan min interimistiske ”arbejdstegning” hjælpe til på vej (….man er vel ingeniør ;) ) De to dele er begge hæklet som to lange strimler, der er lagt dobbelt/svungen omkring, så længden skal lige fordobles.

En butterfly er et oplagt og overkommeligt begynderprojekt, så bare i gang! Måske laver, jeg på et tidspunkt, et basic-hækling-guide indlæg, hvis I kunne bruge det?  Så kan også din bror, far, kæreste eller måske dig selv (!!) også bære en ekstra særlig og kærlig butterfly :)

Haeklet butterfly deluxe - tegning3

 

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *