
HÆKLET PANDEBÅND




Jeg er ikke gået med på 2021 elefanthuer-til-voksne Balaclava moden – i stedet har jeg hæklet pandebånd! Og samtidig gjort indhug i mit garnlager! Jeg har i virkeligheden nok ikke brug for de 5-6 hæklede pandebånd det er blevet til, men så har jeg til gengæld forfinet opskriften, prøvet forskellige garnkvaliteter og -kombinationer af og filmet en trin-for-trin guide.
Jeg har anvendt hækleteknikken som kaldes “grums”, hvor man hækler skiftevis fastmaske/stangmaske. Det giver en lækker struktur, som ikke er rillet!
Knude-detaljen dannes når pandebåndet syes sammen. Se billedvejledning nedenfor.
Hæklet pandebånd trin-for-trin video
Jeg har filmet hækleopskriften på pandebåndet, hvor grums-teknikken gennemgås helt basic. Så selv hvis du er nybegynder med hæklenålen kan du følge med.
Hæklet pandebånd opskriftHer kommer opskriften på skrift til jer der kan tyde hækle-sprog :)Start: Slå 18+1 luftmasker op (19) Rk. 1: ‘fm, stgm’ x 9 (18) (start i anden lm fra nålen) – afslut med en lm som vendemaske Rk. 2: ‘fm, stgm’ x 9 (18) – afslut med en lm som vendemaske ..fortsæt med rækker til båndet er langt nok til at nå rundt om hovedet. Afslut ved at bryde garnet og trække enden i gennem sidste maske. Efterlad en lang ende – den skal bruges til at sy sammen med. |
Hækleteknik: Grums-mønster
Grums-mønsteret opnås ved, at man hækler fastmasker over stangmasker og stangmasker over fastmasker. Som det ses på videoen, bliver rækken bølget, hvor man hækler stangmasker i dalene og fastmasker på toppene – den huskeregel kan hjælpe hvis man glemmer hvilken masketype man er nået til :)
Størrelse, nålstørrelse og hæklefasthed
Jeg har brugt hæklenål nr. 5 til alle de pandebånd jeg har hæklet.
Med 18 masker bliver mit bånd 11 cm bredt. Hvis du vil have det smallere eller bredere, kan du blot lave færre eller flere masker. Husk blot det skal være et lige antal for at grumsmønsteret passer.
Rundt om mit hoved passer 48 cm. Prøv undervejs når du hækler. Husk det vil give sig, så det skal være stramt!
Sammensyning og knudedetalje
Knudedetaljen eller snoningen – hvad skal vi kalde det? Den dannes ved at man folder pandebåndet når det syes sammen. Jeg håber billedvejledningen nedenfor giver mening!






Hæklet pandebånd garnforslag
Jeg gravede lidt i garnlageret og fandt flere rester der var oplagt til hæklet pandebånd.
- Mørkegrå: En tråd ren uld (50 g = 100 m) – passer lige med at der kan blive et pandebånd ud af et nøgle
DROPS Karisma 16 mørkegrå - Beige: En tråd tynd uld (50 g = ca. 200 m) sammen med en tråd silke mohair/alpaca
DROPS Flora 07 beige & DROPS Brushed Alpaca Silk 02 lys grå - Orange: To tråde silke mohair/alpaca
DROPS Brushed Alpaca Silk 24 Rust (to tråde)




Er du bedre ved symaskinen end med hæklenålen? Så har jeg også et indlæg med guides til at sy pandebånd – find det her!
Kender du en baby der skal holde ørene varme? Der er link til min ynglings opskrift på en hæklet djævlehue her!

HÆKLET KANIN
Du vil muligvis også synes om

HÆKLET SHOPPER
16. maj 2016
Hæklet hest
28. juni 2020
2 kommentarer
Anne-Lise Adamsen
Hej! Tak for en fin opKrift på pandebånd. Det vil jeg prøve at hækle. Men jeg er desværre ikke en nørd.
Mit spørgsmål: Efter 1. rk, hvor mange luftmasker skal der jeg bruge, når jeg vender arbejdet?
Mvh
Anne-Lise Adamsen 🤗
Cici
Hej Anne-Lise
Beklager det sene svar. Der skal en vendemaske (= en luftmaske) i mellem hver række. Det vises i videoen – men nu har jeg også tilføjet det i teksten :)
God hæklelyst!
Kh. Cecilie