HÆKLET GULVTÆPPE
Indlægget indeholder affiliate-links.
Et opslag på min instagram afslører, at det er over to år siden jeg startede projekt hæklet gulvtæppe i stofgarn.
Det er et af de projekter, der trækker tænder ud – det er tungt og der lang vej rundt på de sidste omgange, så pauser må indregnes :)
Men jeg har ikke været i tvivl om, at det er det værd siden jeg spottede tæppet på Yarnfreaks blog.
Og nu ligger det endelig på gulvet i mit soveværelse og tager pænt imod mine kolde morgen-fusser.
Opskriften tager udgangspunkt i et pudebetræk som desværre ikke er i yarnfreaks sortiment længere. Men jeg har fået lov at dele opskriften, med tilpasninger, så den passer til mit tæppe.
Jeg har brugt Hoooked Zpagetti Stofgarn i den mørkegrønne nuance og hæklenål nr. 12
Mit tæppe er 110 cm i diameter – til det går der fire nøgler.
Hoooked Zpagetti er liiiidt besværligt at arbejde med – det er stift og tykkelsen varierer. For ikke at få et uens resultat klipper jeg de stykker ud som enten er meget tykke eller tynde.
Da jeg startede projektet var Ribbon garn ikke rigtig kommet frem – det har jeg efterfølgende lavet flere ting i og har god erfaring med. Det er let at arbejde med og giver et helt ensartet resultat. Havde jeg skulle starte med et gulvtæppe i dag ville jeg nok vælge
at bruge Mayflowers Ribbon.
DOILY GULVTÆPPE
Forkortelser:
stgm = stangmaske lm = luftmaske km = kædemaske fm = fastmaske
OBS: Første stgm på hver omgang erstattes af 3 lm. Hver omgang afsluttes med en km i 3. lm i begyndelsen af omgangen.
Hækl 4 lm og saml dem til en ring.
1. Hækl 1 stgm, herefter 1 lm. Gentag ni gange, således at der ved omgangens afslutning er 10 stgm med 1 lm imellem
2. Hækl 1 km for at komme hen til 1. lm-bue. Hækl 2 stgm. Fortsæt på samme måde omkring alle lm hele omgangen rundt således at der ved omgangens afslutning er 10×2 stgm.
3. Hækl 1 km, 3 stgm i samme stgm, herefter 1 lm, spring over en stgm. Gentag ni gange, således at der ved omgangens afslutning er 10×3 stgm med 1 lm imellem.
4. Hækl 1 km, *1 stgm i næste 2 stgm, 2 stgm omkring lm, 1 lm, spring over en stgm*. Gentag ni gange fra *-* (10×4 stgm med 1 lm imellem)
5. Hækl 1 km, *1 stgm i næste 3 stgm, 2 stgm omkring lm, 1 lm, spring over en stgm*. Gentag ni gange fra *-* (10×5 stgm med 1 lm imellem)
6. Hækl 1 km, *1 stgm i næste 4 stgm, 2 stgm omkring lm, 1 lm, spring over en stgm*. Gentag ni gange fra *-* (10×6 stgm med 1 lm imellem)
7. – 13. Fortsæt på samme hvis indtil der er 10×13 stgm med 1 lm imellem.
Det bredeste sted på bladene på mit tæppe er altså 13 stgm. Vil du have dit tæppe større eller mindre kan du bare tilpasse antallet.
14. Hækl 1 km, *1 stgm i næste 12 stgm, 2 lm, 1 stgm rundt om forrige omgangs lm, 2 lm, spring over en stgm*. Gentag ni gange fra *-*.
15. Hækl 1 km, *1 stgm i næste 11 stgm, 2 lm, 1 stgm rundt om forrige omgangs lm, 2 lm, 1 stgm rundt om forrige omgangs lm, 2 lm, spring over en stgm*. Gentag ni gange fra *-*.
16. Hækl 1 km, *1 stgm i næste 10 stgm, 2 lm, 1 stgm, 2 lm, 1 stgm, 2 lm, 1 stgm, 2 lm,spring over en stgm*. Gentag ni gange fra *-*.
17. – 25. Fortsæt på samme måde til der er 1 stgm med 2 lm i mellem hele vejen rundt.
26. Afslut med en omgang fastmasker. (2 fm i om lm og 1 fm i stgm)
Vær ikke bekymret hvis det ”vulker” lidt undervejs – det retter sig pænt når det bliver lagt fladt.
7 kommentarer
Silje hansen
Nøj nøj nøj….nu har jeg bare ledt i , ja jeg fristes til at skrive årevis, efter lige nøjagtig DEN…tro det eller ej…også samme farve…jubiii🤩
Hvor er den fed…meget mere fed i virkeligheden ….😍
1000 tak for lån af det hele, opskrift , garn og farve….hæklenål have jeg selv…hihihi
Skøn hjemmeside.🥰
Cici
Hej Silje
Fedt og tak :)
Pingback:
Inge Marie
Sikken et flot tæppe. Har du noget gummi på undersiden, så det ikke glider?
Cici
Hej Inge Marie
Mange tak :) Ja, jeg har sådan noget “Sock stop” under, men jeg ved ikke rigtig hvor godt jeg synes det virker. Det bliver ikke rigtig siddende på tæppet.
Men jeg oplever så heller ikke problemer med at det glider – nok mest fordi jeg har brugt det på ubehandlede trægulve som jo har lidt ru overflade.
Måske sådan et almindeligt tæppe underlag man kan klippe til kunne være en god idé :)
Kh. Cecilie
Amanda
Hej, jeg er virkelig også faldet for det flotte gulvtæppe. Du anbefaler et andet garn, end det du selv brugte, vil du i så fald bruge den samme nålstørrelse?
Cici
Hej Amanda
Jeg har lige svaret på din mail også ☺️
Mit bedste råd er at prøve dig frem!!
Jeg vil tro du får et fint resultat med nål 10