Hæklet mus
Indeholder reklamelinks
Nem opskrift på hæklet mus – kan du hækle magisk ring og fastmasker, så kan du hurtigt lave en hel familie af små hæklede mus.
Opskriften, på min udgave af en hæklet lille mus, har været længe undervejs. Følger du med på min Instagram @cicitive, har du måske set tidligere versioner af hæklede mus i barnevognskæder og med nissehue. Men nu synes jeg den er der! Og søde damer har testet hækleopskriften, så familien af nuttede hæklede #cicitiveminimus er allerede startet. Jeg håber der kommer flere til :)
Trøstemus
Kender du Trøstemus Danmark? De indsamler håndlavede (strikket, hæklet, syet) mus, som doneres til børneafdelinger på hospitaler. Min version af en lille hæklet mus overholder kravene for trøstemus. Se mere på www.trøstemus.dk. Med almindelig bomuldsgarn og hæklenål 3 bliver den hæklede mus ca. 14 cm.
Det skal du bruge til at lave en hæklet mus:
- Bomuldsgarn 8/4 ca. 10 g (Jeg er glad for Yarn&Colours Must Have 100% merceriseret bomuld 50 g = ca. 125 m)
- Hæklenål 3 mm
- Synål
- Bamsefyld
- Evt. sikkerhedsøjne (6 mm) OBS! Skal musen doneres til Trøstemus Danmark, må der ikke anvendes plastikdele. Du kan i stedet brodere eller hækle to små cirkler som øjne.
Tjek iøvrigt størrelses- og materialekrav på www.trøstemus.dk
Hækleopskriften er lavet efter amigurumi-princip, hvor musens kropsdele opstartes med en magisk ring og formes med ind- og udtagninger med fastmasker. Ben og krop hækles ud i et, så der er ikke så meget montering.
Forkortelser:
- fm = fastmaske
- lm = luftmaske
- km = kædemaske
- udt. = udtagning (to fastmasker i samme maske)
- indt. = indtagning (to fastmasker hæklet sammen)
Download PDF hækleopskrift
Hækleopskriften på minimusen er også lavet med trin-for-trin billeder.
Download den som printvenlig PDF
Hækleopskrift – mini mus
Ben
(lav 2)
- Omg. 1: Magisk ring med 4 masker (4)
- Omg. 2: (udt.) x 4 (8)
- Omg. 3-7: 8 fm (5 omgange)
- Luk kun det ene ben af med km.
Der forsætter fra nr. 2 bens omg. 7 – først hækles benene sammen og fortsættes derefter til kroppen.
Krop
(fortsættes fra benene)
Fyld ben og krop med bamsefyld efterhånden.
- Omg. 8: Ben hækles sammen således: Lav 2 lm, hækl fm i første bens 8 masker, hækl 2 fm i luftmaskerne, hækl 8 fm rundt på andet ben, hækl 2 fm i luftmaskernes modsatte side (20)
- Omg. 9: (4 fm, udt.) x 4 (24)
- Omg. 10-14: 24 fm (5 omgange)
- Omg. 15: (10 fm, indt.) x 2 (22)
- Omg. 16: (9 fm, indt.) x 2 (20)
- Omg. 17: (8 fm, indt.) x 2 (18)
- Omg. 18: (7 fm, indt.) x 2 (16)
- Omg. 19: (2 fm, indt.) x 4 (12)
- Omg. 20: (4 fm, indt.) x 2 (10)
- Luk af med km og efterlad ende til montering (kroppen efterlades “åben” ved halsen hvor hovedet skal monteret)
Hoved
- Omg. 1: Magisk ring med 4 fm
- Omg. 2: (1 fm, udt.) x 2 (6)
- Omg. 3: (1 fm, udt.) x 3 (9)
- Omg. 4: (2 fm, udt.) x 3 (12)
- Omg. 5: (3 fm, udt.) x 3 (15)
- Omg. 6: (4 fm, udt.) x 3 (18)
- Omg. 7: (2 fm, udt.) x 6 (24)
- Omg. 8: (3 fm, udt.) x 6 (30)
- Omg. 9-12: 30 fm (4 omgange)
- Bruger du sikkerhedsøjne monteres de mellem omg. 6 og 7. 5 masker i mellem øjnene.
- Fyld bamsefyld i snuden.
- Omg. 13: (3 fm, indt.) x 6 (24)
- Omg. 14: (2 fm, indt.) x 6 (18)
- Fyld efterhånden.
- Omg. 15: (1 fm, indt.) x 6 (12)
- Omg. 16: indt. x 6 (6) – evt. kun i det ene maskeled.
- Bryd garnet, pres godt med fyld, sy hullet sammen og hæft enden.
Øre
(lav 2)
- Omg. 1: Magisk ring med 6 fastmasker
- Omg. 2: (udt.) x6 (12)
- Omg. 3: (1 fm, udt.) x6 (18)
- Luk af med km og hæft enden fra begyndelsen.
Arme
(lav 2)
- Omg.: 1: Magisk ring med 6 fm
- Omg.: 2-7: 6 fm (6 omgange)
- Omg. 8: Pres siderne sammen og lav 2 km igennem begge maskelag
- Bryd garnet og efterlad ende til montering.
Montering
- Sy ørene på hovedet med garnenderne.
- Montér hoved på kroppen – den spidse snude skal pege frem og lidt ned. Press kroppen godt med fyld.
- Montér arme på koppen.
- Brodér snude og øjendetaljer
Hale
På numsen hentes en garnløkke op mellem to masker. Lav et passende antal luftmasker og hækle km tilbage til numsen. Hæft enderne.
Jeg vil meget gerne se dit færdige resultat – mail mig et billede eller brug #cicitiveminimus på Instagram.
Find mig på Instagram på profilen @cicitive og på facebook.com/cicitive
Har du spørgsmål eller kommentarer til opskriften kan jeg kontaktes på cecilie@cicitive.dk – eller skriv en kommentar herunder.
2 kommentarer
Josefine
Hej 😊
Jeg har været ved at lave den søde lille mus og ville til at lave nissehuen dertil, men nu virker linket ikke til siden. Er det mon muligt at få fat på opskriften på anden vis?
Vh. Josefine
Cici
Hej Josefine
Jeg har, som du sikkert har opdaget, været ved at opdatere min hjemmesiden.
Jeg har gjort nissehue-opskriften aktiv igen https://cicitive.dk/nissehue-til-haeklet-mus/ :)
Kh. Cecilie